Så har jeg overtaget bloggen fra Søren Taaning, som har stået for oprettelsen i forbindelse med projektet Kunsten i Bevægelse. Jeg vil i den nærmeste fremtid få lagt indkomne emner om Hjerm ind på bloggen.
Men først: Hvad er Kunsten i Bevægelse?
Det er et kunstprojekt som er organiseret under Brande Kulturremise, med Birgit Vinge som projektleder. Det er en del af en større 4-årig kulturaftale, som kommunerne i det tidligere Ringkøbing Amt har lavet med Kulturministeriet.
Helt konkret er Hjerm udvalgt til at få besøg af 2 udenlandske og 2 danske kunstnere + nogle elever fra BGK i Holstebro. Disse skal sammen med os fra Hjerm lave nogle kunstprojekter i byen. Dette kommer til at foregå fra d. 2 - d. 5 september 2012.
Jeg har allerførst sørget for at der er blevet lagt nogle billeder ind. De kører som et diasshow, klik på billedet for at se det i stort format. Jeg ved at der mangler billeder af enkelte bydele, men dette kommer , og her modtager jeg gerne bidrag fra dig, hvis du ligger inde med nogle gode motiver.
Ideen med hele dette forarbejde er at komme omkring så mange relevante og interessante sider af Hjerm som muligt. Vi skulle gerne give så nuanceret og alsidigt et billede af Hjerm og omegn som vi kan.
Alle disse informationer vil være med til at bestemme hvilke udenlandske og danske kunstnere der bliver valgt til at komme til Hjerm i september 2012.
Så vær allerede nu med til at fortælle om, og dermed præge din by.
Vi har allerede fået bidrag om forskellige emner, og afventer flere - desuden har Hjerm Skole haft 2 emnedage om Hjerm, og deres bidrag vil snarest komme på bloggen.
Jeg håber at denne blog vil bliver et levende sted for alle Hjermboer, hvor der er frit slag for at skrive kommentarer til diverse indlæg, eller komme med forslag til emner som bør belyses.
Anne Mette Hjørnholm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar