mandag den 30. januar 2012

Hjerm omtalt i bogen "Limfjorden 1"

Hjerm er kort omtalt i det store 2 bindsværk af Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Uddrag fra Limfjorden 1, stemmer og steder s. 385.

"Hjerm er så gammelt et sted, at man ikke længere ved, hvad navnet skal betyde, og mange vil skulle tænke sig om, før der for deres indre blik udløses et sted på jernbanen mellem Struer og Holstebro. Byen ligger med en kirke der igennem århundrederne er blevet udbygget af de mange adelsfamilier, som her afventer deres opstandelse. Det svære senmiddelalderlige tårn af granitkvadre nederst og med en nydelig teglstensornamentik omkring glamhullerne har svært ved at få det løgformede spir op over de øvrige bygninger. Kirken er ellers rejst med sigte mod himlen, men mange senere hensyn har bredt den ud langs jorden, for Hjerm er ikke bare en stationsby, som vi i 1330 hører betegnet som Hyarm, men desuden et helt herred, i 1231 kaldet Hiarmæheret, og det indbefatter købstæderne Holstebro og Struer samt sognene Måbjerg, Mejrup, Borbjerg, Handbjerg Gimsing, Vejrum, Ølby, Fousing, Asp, Navr, Sir, Gørding, Vemb og Bur.
....

Hjerm er både ingenting og en hel verden. Den havde i årene efter 1900 overskud til på det nærmeste at blive en lille by med alt, havd dertil hørte, og der var arbejde at få  på både en møbelfabrik og maskinfabrik. Spredt i det store sogn lå der gårde og bebyggelser med navne, som er blevet overleveret i hundredvis af år, og hver især er blevet husket for fjerne tildragelser."

Der er mere at læse i bogen om blandt andet jernbanen og herregårdene tæt på...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar